Foto af Jaingud

GUDERNE, DER FORLOD OS FOR TUSINDER AF ÅR SIDEN,
ER STADIG I INDIEN.

af Anne Vilsbøll

|Printvenligt version|

Preben Gondolf, www.indiskkunst.dk  har bedt mig om at præsentere en indisk samtidskunster og fortælle lidt om vedkommende.   Det vil jeg gerne, men først synes jeg, det er vigtigt, at fortælle om, hvad min baggrund for at gøre det, er.

Mødet med Indien har efterladt spor, som har ført fra en uendelighed til den næste. Oprindeligt planlagde jeg et halvt års studierejse til Indien i 1985, hvor jeg ville undersøge det håndlavede papirs historiske, geografiske, biologiske, økologiske, kulturhistoriske og æstetiske aspekter! Turen blev aflyst, da jeg blev gravid med mit første og eneste barn. Først i år 2000 tog jeg af sted, og den oprindelige plan var nu blevet udvidet til også at omfatte et samarbejde med indiske miniature- malere, der skulle male mine historier. Dette samarbejde var så fascinerende, at jeg de efterfølgende 7 år – indtil i dag- har opholdt mig mellem 3 - 4 mdr. hvert år i Indien. I 2001 købte jeg et mindre hotel i Udaipur, Rajasthan med det formål at skabe et artist-in-residence hus, hvor andre kunstnere også skulle kunne arbejde. Fra 2006 er denne plan blevet en realitet og kunstnere fra hele verden booker sig nu ind for en måned ad gangen: www.makanne.dk

I de 7 år, der er gået, er jeg blevet mere og mere fascineret af alle de lag og modsætninger dette land indeholder og har samtidig været vidne til, hvor kraftigt Indien – især i de sidste 3 år- har været og er inde i en rivende udvikling.

I begyndelsen var det den klassiske indiske tradition, der var vigtig at få forståelse for:

Upanishaderne, som for hinduerne repræsenterer, hvad det nye testamente repræsenterer for de kristne. Tekster, skrevet på sanskrit mlm. det 800-400 f.kr., om store og enkle livs spørgsmål. Det smukke ved disse tekster er, at de er en reaktion mod al ydre religion. Teksterne er skrevet af digtere med visioner: ånd kan ikke læres ligesom kærlighed, det at se og høre ukendte melodier ikke kan læres. Upanishaderne er ikke en religion, men snarere ånden bag alle religioner. Vi er alle nødt til at leve vores eget indre liv alene, og vi skal alle dø vores egen død.  Alle tekster i Upanishaderne

har været og er af stor betydning for forståelse af, hvad der gør Indien til det ”hun” er: ” Where there is creation there is progress. Where there is no creation there is no progress: know the nature of creation. Where there is joy there is creation ( Chandogya Upanishad.)

Andre tekster fortæller os, at Veda vismænd og dyr bor i menneskets indre kosmos. De syv visdomme er vore to øjne, to øre, to næsebor og munden. Paradokset ligger i hjertet af al mytologi, især i indisk mytologi. Myter er bølger, som afspejler vor eksistens mysterium, og de uddyber dette mysterium for at hjælpe os til at opgive vores normale måde at se på.

En indisk bekendt omtalte på et tidspunkt Chitrasutraeller “Reglerne for maleri”, der blandt andet overraskede ved flg. bemærkning: ”Det er meget vanskeligt at forstå reglerne for maleri uden at have en viden om dans.” En trænet opmærksomhed omkring bevægelse er det, der løber som en rød tråd igennem Chitrasutra, det drejer sig også om åndedrættets bevægelser inden i kroppen!